Når Hestene hjælper
os mennesker

Jeg har valgt at dele dette her med jer
Det er okay, hvis der er nogen der synes det er privat at skrive, men jeg har
alligevel lyst til at dele det med jer, også fordi det ligger offentlig andre
steder på nettet. Bl.a. på ADHDs hjemmeside og på min egen private hjemmeside.
Jeg er født med ADHD.
Denne side vil jeg skrive lidt om hvad det vil sige at være anderledes
og have ADHD (Som er et usynlig handicap) og ud over det have balanceproblemer,
motorikproblemer, funktionsproblemer, som alt sammen følger med mit handicap.
Jeg vil prøve at skrive en lille fortælling om hvorfor mine heste betyder
så meget.De hjælper mig meget hver dag. Jeg ber jer om at accepter mine følelser
også selvom du har en anden mening.
Det er jo ikke alle mennesker der er vilde med heste som jeg er:)
Og jeg har skam også forståelse for de mennesker der er bange for heste.
DET DER FOREGÅR INDE I DIG SELV, KAN DU JO IKKE FINDE HOS ANDRE.

Lige siden jeg var ca. 6 år har jeg elsket heste:) Jeg har haft det
svært i min barndom, fordi der var mange der troede, at det var min mor
der var skyld i, at jeg have de problemer, som jeg havde.
Jeg savnet at have en ven, som jeg kunne betro mig til.
I skolen blev jeg mobbet og drillet, fordi lærerne ikke kunne se,
at jeg havde problemer. Der blev ikke tage hånd om mine problemer.
Livet var svært for mig.
Jeg måtte ikke gå til ridning før jeg var 9 år, men jeg fik lov
af min ride lærer at starte som 8 år, da jeg alligevel snar blev 9.
Det var det største øjeblik i mit liv:)
Jeg var glad og min første ride undervisning forgik på en stor hest.
Efter noget tid begyndte jeg at ride på en fjordhest vallak ved navn
Lurifask. Og han var en rigtig Luirfask. Jeg fik ham altid i ride timen.
Han kunne finde på, at smide sin rytter af eller løbe af sted med sin rytter.
Alligevel elsker jeg at ride på ham.
En dag kom min ridelære og fortalte at han var til salg.
Jeg fik tilbundet om at købte ham, men takkede pænt nej tak.
Han var for vild til mit handicap.
Jeg havde ikke noget imod at ride ham på rideskolen.

Ud over at ride på rideskolen, red jeg også sammen med en pige
som der ikke boede ret lang fra mig.
Hun havde en hvid welsh mountain pony ved navn Trine,
den fik jeg lov til at ride på. Vi havde mange gode oplevelser sammen.
Trine var som min egen hest. Jeg begyndte at savne, at havde min egen hest.

Da jeg var 12 år fik jeg min egen hest. Hun hed Flejka.
Flejka var min bedste ven i mange år.
Da jeg gik i skole havde jeg jo ingen venner.
Da jeg gik i 4 klasse begyndte jeg at snakke om selvmord,
fordi jeg havde det så træls.
Jeg havde ingen venner på skolen og alle var efter mig.
Folk uden i verden, som driller og ikke kender til ADHD,
de skulle selv prøve at have det handicap,
så kunne det være de kunne accepter bedre fremover.

Som sagt, da jeg fik min hest Flejka var det det
bedste der er sket i mit liv. Flejka kunne jeg fortælle
alle mine hemmeligheder til. Hun accepter mig selvom jeg er anderledes.
Hun lærte mig hvad det vil sige at stole på en ven.
Jeg har aldrig kunnet stole på folk, da jeg trode/tror
de alle sammen vil mig det værste.
I 1997 da jeg gik på Aalborgskolen (En skole for døve og hørehæmmet børn)
Fik jeg en utrolig god veninde. Som jeg stadigvæk er veninde med den dag i dag.
Min veninde og jeg har kendt i hinanden i 10 år. Vi har støttet hinanden på mange
måder. Jeg kan hvis godt tillade mig at skrive, det er hende, der tog mig
med til den første Lilholt koncert. Jeg er nu MEGA fan af Tine Lilholt
(kendt som den smukke fløjtespiller fra Lars Lilholt band)
Hun ved godt det er hendes skyld, at jeg nu er dybt afhenig af Tine Lilholt:)

Som årene de gik, blev Flejka og jeg de bedste venner. Jeg vidste med det
samme, jeg havde en ven for livet. Jeg fandt hurtig ud af, at jeg kunne
nogle ting, jeg ikke kunne før. Jeg var god til at ride, selvom jeg havde
mine balanceproblemer og motoriksproblemer:)
Det første års tid red jeg på Flejka uden sadel og jeg kunne springe
uden sadel på hende. Flejka var en utrolig god springhest.
Jeg har aldrig fået undervisning i springning, det hele er selvlært.
I starten havde jeg Flejka opstaldet på en gård inde i byen.
Desværre kunne jeg ikke sammen med ham, hun var opstaldet hos.
Han var sur over at jeg kom og besøget hende hver dag.
Hans naboer var også hele tiden efter mig.
Jeg blev bange for at komme og besøge Flejka, da jeg følte jeg bare var den
dumme tøs,som ikke skulle have lov til at besøge sin hest.
Måske hænger det sammen med,at jeg ingen tillid har til mig selv,
på grund af alle de gange, folk har set ned på mig på grund af mit handicap.

Heldigvis fandt min mor og min stedfar, et godt sted uden for byen.
Her har jeg i dag mine heste til at stå.
Ham der havde gården før os hed Karl Emil, han var en rigtig dejlig person
der hjalp med at passe Flejka og senere Yellow og dem jeg har nu.
Desværre døde Karl Emil i 2004 (tror jeg nok) Heldigvis overtog de gamle gården,
så jeg stadigvæk havde et sted til mine heste.
Flejka og jeg har haft mange gode oplevelser. Vi har bl.a. været en tur i Nr. Sundby,
da jeg altid red hende ud til Jens, på hans arbejde som sommeren.
Desværre bliver det ikke til disse ture længer,
jeg håber at jeg kan få trænet Kandis op til det.

Jeg ved ikke hvor mange ture ud i det blå, som Flejka og jeg har taget os.
Vi har bl.a. været på Gjøl, en lille havneby der ligger i Aabybro Kommune
ned mod Limfjorden eller klister kanalen.
Selvom Flejka nogle gange fik det temperament som en araber har,
var hun alligevel min ven, for som jeg har skrevet så mange gange,
var Flejka en hest jeg kunne betro mig til.
Flejka har selvfølgelig haft sine sjove tosser idéer.
Det er bl.a. hendes skyld, at jeg måtte ud og købe bogen om Lars Lilholt band,
da hun smed den ned i hendes spand med vand i - hun syns hvis ikke, jeg skulle læse den.
Der er også blevet til lidt stævner for sjovt som i Støvring, Skørping,
Hjallerup, Arden og Brovst - Ja der er mange flere.
Vi nådde da også, at deltaget i Hubertus jagten.

Jeg havde det ikke godt i skolen. Jeg kunne ikke følge med i timerne
og dagene i skolen var rigtig lange.
Lærerne havde den mistanke om, at jeg ikke lave mine skolearbejde
der hjemme, efter jeg havde fået en hest.
Det var bare ikke sådan det var. Det var svært for mig, at følge med
i skolen på grund af mit handicap.
Når jeg kom hjem fra skole græd jeg altid og brugte mine timer ude ved Flejka.
D. 26. august 2002 - blev Flejka aflivet *græder* Desværre nåede jeg aldrig,
at taget afsked med Flejka. Selvom jeg ikke har Flejka længer, har jeg stadigvæk
mine pariserdrøm om, at blive dressurrytter.
Hvem ved, måske bliver Flejka og jeg dressurstjerner i vores næste liv
Her er et lille digt som jeg selv har skrevet få dage efter hun var blevet aflivet.

Farvel Flejka.
Det var en dag i maj
jeg købte dig.
Du var en sød hoppe, som jeg skulle passe dag for dag.
Men 11 års lykke, var det hele forbi.
En frygtelig ulykke hændte, og dit liv var snar forbi
En dag lå jeg og græd hos dig, så skulle det ske.
Du blev kørte væk og så kunne du sove stille ind,
og i mit hjerte du altid vil være ?
Pas godt på dig selv Flejka:'(
Da Flejka gik borte gik mit liv ned af bakke:'(
Da hun var den ven jeg holdt så meget af.
Jeg kan takke mine forældre for at jeg stadigvæk har heste:)
Jeg har ingen af Flejkas føl tilbage. Lina som er den hest jeg købte,
i stedet for Flejkas første føl Yellow.
Kandis som jeg købte i stedt for, Flejkas sidste føl Dixi.
Efter Flejkas død begyndte jeg at betro mig til Tine Lilholt.
Det lyder måske barnlig og latterlig, hvordan kan man betro sig til en person
jeg kun ser på en scene, eller på hendes udstilling.
Det er sådan, når jeg er ked af det, kan jeg finde på at tage det billede af
Tine Lilholt frem, som betyder meget for mig. Ved at sætte hendes cd på,
som hun har lavet til hendes malerier (Drømmebilleder)
Så er det som om, hun giver mig en tryghed bare ved hendes smukke musik.

Den dag i dag betror jeg mig også meget til mine heste. Lina, Kandis, Fresia,
Ofelia og Shadow. Dem betror jeg mig meget til:) Når jeg rider en tur på dem,
ude i det åben landskab, bliver jeg glad inde i mig selv.
Kan ikke forklare det, eller sætte ord på det, da det er så ubeskriveligt.
Jeg har nogle dejlige veninder, som hjælper mig i livets op og nedture, alligevel....
Det bedste jeg ved, hvis jeg er ked af det, eller nogen ikke forstår mig
fordi jeg har ADHD er, at tage ud til mine heste og snakke med dem om det
eller tage en ridetur på Lina. Det næst bedste jeg ved er, at sidde med et
billede af Tine og lyttet til hendes musik.
På denne måde kommer jeg ind i drømmeland og der følger jeg mig tryg.